Viser opslag med etiketten blåbær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blåbær. Vis alle opslag

mandag den 28. november 2011

Adventshygge

Adventshygge: Marcipan/bærmuffin, julete, stearinlys <3

Nu er jeg jo meget stor fan af jul... Og alt hvad dertil hører. Advent er ingen undtagelse.

1. søndag i advent blev der bagt muffins i det lille hjem Jeg brugte grundopskriften på vaniljemuffins men tilføjede revet marcipan og blandede bær i bunden. Det giver en lækker og saftig marcipan/bær-bund, som smager super sammen med vaniljetoppen.

Før vaniljedejen tilsættes. Bærrene er fra den typiske "bærsymfoni" som kan købes frossen i de fleste supermarkeder.

lørdag den 5. november 2011

Cheesecake ♥ tyttebær

Er der noget så godt som cheesecake?
Kan man stå for dette syn? Det tror jeg næppe :)

Denne dejlige ostekage er lavet efter denne opskrift hvor kagen bages i stedet for at blive fyldt med husblas. Det er efter min mening den bedste måde at lave cheesecake på. Jeg pisker dejen rigtig godt, for jeg kan godt lide at den bliver høj og luftig. Du kan også røre dejen sammen i stedet, så får du en lav og massiv kage.

I forhold til min gamle opskrift, har jeg her lagt lidt frosne hindbær over kiksebunden inden jeg hældte ostecremen over. Det ses tydeligt på det sidste billede.

Pynten er tyttebær, blåbær og brombær kogt med rørsukker og en anelse vand. Hvis det bliver for tyndt, kan du altid hælde lidt væde fra. Husk at smage til, så det ikke bliver for sødt! Der skal være lidt syrlighed til ostekagen, der ellers godt kan blive lidt tung.

Ostekage er altså både en fryd for øjet og for smagløgene!

tirsdag den 30. august 2011

Cheesecake på den nemme måde!

Jeg er en stor fan af cheesecake. Jeg er også en stor fan af kager, der kan laves hurtigt (Læs: Nydes hurtigt) Derfor er denne opskrift på hurtig cheesecake lige noget for mig.

Ideen er at lave små "kugler" af cheesecake, som man kan servere, som de er, eller med fx is, frugt, chokolade eller andet godt til. Prøv også at give dem i gave i en lille fin pose med sløjfe.
Opskriften har jeg fundet i Irmas app til iPhone. Den kan anbefales! Der er mange gode opskrifter, og en ret smart huskeseddel, så man får det hele med hjem. Se Irmas app til iPhone her.

Blueberry Cheesecake i miniformat
Ingredienser:
  • 100 g hvid chokolade (jeg bruger overtrækschokolade fra Odense)
  • 125 g Mascarpone
  • Evt. lidt vanilje
  • 1 dl friske blåbær (eller andre bær)
  • Ca. 6 Bastognekiks (Der kan også bruges Digestive, Ingefærkiks eller andre kiks)

Fremgangsmåde:
1. Smelt den hvide chokolade (Jeg bruger mikroovnen - det synes jeg er lettest)

2. Når chokoladen er kølet lidt af tilsættes mascarpone, og der røres grundigt. Det er vigtigt at massen er helt glat og uden klumper. Tilsæt evt. vaniljekorn.

3. Vend forsigtigt blåbær i. Sørg for at alle bær er godt fordelt, så de ikke klumper. Massen skal nu stå ca. 1 time i køleskabet.

4. Hæld kiksene i en frysepose og bind en knude. Fold et viskestykke omkring posen og knus kiksene med en kagerulle. Kiksene skal gerne være helt smuldrede.

5. Tag massen ud af køleskabet, rul små kugler og tril dem i kiksekrummerne. (Det kan godt være en udfordring at få kuglerne helt runde. Jeg har bestemt mig for, at det bare er charmerende at få en halvrund cheesecake-kugle. Basta.)

6. Opbevar kuglerne i køleskab indtil umiddelbart før de skal spises. Pas på, der kan godt forsvinde et par kugler, på mystisk vis, i løbet af sådan en dag i køleskabet.

Her har jeg rullet kuglerne i bastognekiks. 
Prøv også andre lækre kiks.