Viser opslag med etiketten Fondant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fondant. Vis alle opslag

torsdag den 15. marts 2012

Hello Kitty til Wilma

Så var der igen dømt fødselsdagskage. Denne gang var det Wilma der fyldte 6 år.



Jeg bagte en alm. chokoladekage som jeg delte i 3. Fyldet var to gange hindbærmousse og en gang lys chokoladeganache. Smurt op med choko-smørcreme og med hjemmelavet fondant og sukkerprint på toppen. Dutterne langs kanten er lyserød angel feather icing fra Manuelas blog - hun er SÅ vild!

Her er lige lidt billeder. Opskrifter kommer senere.


tirsdag den 17. januar 2012

Projekt Hello Kitty!

Min kollegas lille datter er vild med Hello Kitty (ligesom resten af Danmarks pigebørn under 12) og hun havde fødselsdag her i weekenden. Og hvad kunne være mere oplagt end at lave en Hello Kitty-kage?

Mens jeg lavede denne kage gik det op for mig at jeg faktisk ikke aner hvad den lille hvide kat med sløjfen kan. Er det en tegneseriefigur? Er det en TV-serie? Så jeg måtte lige tage en pause i kagebagningen, for at finde ud af det. Åbenbart er Hello Kitty en ret gammel kat efterhånden. Den blev skabt i 1974 i Japan og har efterfølgende fået sin egen blog og sit eget TV-show. Ret imponerende for en kat.
Hello Kitty Blog
Hello Kitty TV-show
Hello Kitty Video (Hvor der nu åbenbart er TO katte)

Jeg vil ikke sige at jeg umiddelbart forstår den dumme kats popularitet, men den ser da meget sød ud... Og som kage er den et godt motiv pga. de enkle linjer. I et anfald af kunstnerisk frihed satte jeg øjnene tættere sammen så den ser lidt betuttet ud. Syntes jeg var lidt sødt :)

Kagen er opbygget af en chokobund nederst, et lag mørk chokoladeganache, en lys sukkerbrødsbund, et lag hindbærmousse, en lys bund, et lag tobleronecreme og afsluttet med en lys bund. Jeg har bagt kagen firkantet, lavet en skabelon i bagepapir og skåret kagen ud efter den. Opsmurt med IMBC og hvid fondant udklippet i facon på toppen.


tirsdag den 27. september 2011

25-års fødselsdagskage

Efter større indkøb af ingredienser fik jeg så fabrikeret en 25-års fødselsdagskage til min venindes kollegas veninde. Ikke alt gik efter planen - jeg blev lidt uvenner med fondanten i løbet af dagen. Men til sidst kom den nu til at se okay indbydende ud.

1. Fyldet er hvid chokoladeganache med limeskal og hindbærmousse med hvid chokolade. Lagt sammen med hjemmebagte kakaobunde.









2. Her er kagen smurt op med chokoladeganache (for at undgå smørsmag fra smørcreme) 200 g mørk chokolade overhældes med 200 ml kogende fløde. Røres sammen og sættes i køleren til det har konsistens som tyk tandpasta.













3. Den færdigtpyntede kage.
Jeg havde fået besked på at kagen skulle være piget og lyserød. Se billederne herunder.




 



søndag den 4. september 2011

Søstrenes 18-års = min første fondantkage!


Så blev mine små søstre 18 år gamle - og er derved slet ikke så små mere... Jeg ville give dem en kage til familiefesten, og det skulle være en fondantkage. Min første fondantkage!

Jeg læste mig til mange forskellige fifs rundt omkring. Blandt andet besøgte jeg flittigt Himmelske Kager og Kageslottet. Camilla fra Himmelske Kager har en fantastisk trin for trin-guide, som virkelig hjalp mig MEGET!

Resultatet blev ikke perfekt... Langt fra faktisk. Men jeg trøstede mig med at det udover at være min første fondantkage også var min første kage i flere lag, min første kage med moussefyld OG min første lagkage med hj.bagte bunde. Så der var en hel del "firsts" for mig i denne omgang. Jeg bager normalt faste kager og har derfor en del træning til gode i sammenlagte kager. Men det er i hvert fald ikke sidste gang jeg bikser en kæmpekage sammen. Næste gang skal jeg bare lige have udstyret i orden.

Det nederste lag bestod af hindbærmousse mellem hj.bagte kakaobunde. Den øverste kage var lyse hj.bagte lagkagebunde og en enkelt hj.bagt nøddebund lagt sammen med 1:1 chokoladeganache. (Se opskrift på den anvendte hindbærmousse her)

Nederste kage er overtrukket med hvid fondant, lavet af skumfiduser. Den øverste ligeledes med hj.lavet fondant med kakao. Da jeg ikke havde tid eller ingredienser til en rigtig icing (og i øvrigt ikke havde en sprøjtepose med tylle i det køkken jeg lavde kagen i!) brugte jeg alm. flødeskum til at dække kanterne med.

Selvom kagen ikke blev perfekt, smagte den til gengæld virkelig godt. Desværre fik jeg ikke taget et billede, da vi havde skåret i den, så lagene må I forestille jer :)

Udover min store kage og min ene søsters minilagkager var der selvfølgelig også rigtig fynsk brunsviger! (Dog fra bageren..)


Læg mærke til minilagkagen. Opskrift kommer senere :)
Største kage jeg har lavet - til dato!